Basisforsikring mod stormfald

Denne forsikring mod stormfald er udviklet i et samarbejde mellem Gartnernes Forsikring og Dansk Skovforening og dækker skade på privat skov. Stormfaldsforsikringen er obligatorisk, hvis man som skovejer ønsker at modtage et statsligt genplantningstilskud efter et stormfald. Læs mere nedenfor.

Hvad dækker forsikringen?

Basisforsikring mod stormfald er udviklet i henhold til lov om stormflod og stormfald. Forsikringen er således nødvendig for at kunne modtage et statsligt genplantningstilskud efter et stormfald. Forsikringen omfatter stormfald på de dækkede private skovarealer, såvel fredskovspligtige skove som skove uden fredskovspligt.

Hvornår dækker forsikringen?
Stormfaldsforsikringen udbetaler erstatning efter stormfald,

  • når Naturskaderådet har truffet afgørelse om, at der har været stormfald, og
  • hvis de forsikrede skovarealer ligger i det område, der af Naturskaderådet er udpeget som omfattet af stormfaldet.

Forsikringen dækker skader, der opstår indenfor den periode, hvor forsikringen er i kraft, og som anmeldes inden for den af Naturskaderådet fastsatte frist.

Hvad dækker forsikringen?
Forsikringen omfatter stormfald på de private skovarealer, der er nævnt i forsikringspolicen, såvel fredskovspligtige skove som skove uden fredskovspligt.

Forsikringen yder erstatning ved:

  • Fladefald, forstået som den del af arealet, hvor mindst 2/3 af træerne er væltet, knækket eller rodløsnet.
  • Når skaden overstiger 0,5 hektar pr. forsikret skov.
  • Erstatningen udgør 3.000 kr. pr. skaderamt hektar pr. skadebegivenhed.
  • Erstatningen er en kontanterstatning, og der kan ikke gøres underforsikring gældende.

Hvem kan tegne forsikringen?

Basisforsikring mod stormfald er udarbejdet i samarbejde med Dansk Skovforening og kan tegnes af private skovejere. Forsikringstager skal være ejer af skoven.

Stormfaldsforsikringen kan enten tegnes i forbindelse med ejerskifte eller ved etablering af helt ny skov. Da forsikringen er knyttet til den offentlige genplantningsordning efter stormfald, skal basisforsikringen dog være tegnet senest 31. august 2001 eller senest et halvt år efter, at du har erhvervet skoven. Ved skovrejsning skal du have tegnet forsikringen senest 5 år efter, at du har påbegyndt tilplantning.

Prisen på forsikringen beregnes i forhold til antal hektar af henholdsvis løv- og nåletræ, hertil kommer 120 kr. i administration pr. skov. Ønsker du at tegne Basisforsikring mod stormfald, skal du hente "Begæring om tegning af Basisforsikring mod stormfald" på Dansk Skovforenings hjemmeside, hvorfra begæringen også indsendes.

Vil du vide mere om vores stormfaldsforsikring?

Hvis du gerne vil vide mere om vores stormfaldsforsikring, kan du hente vores produktblad nedenfor.
I din police kan du til enhver tid se dine specifikke dækninger.

Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os.

Forsikringsbetingelser

Du kan hente betingelser for Basisforsikring mod stormfald her.

Sådan søger du om erstatning for Stormfald

Basisforsikringen yder erstatning ved stormfald, når Naturskaderådet har truffet afgørelse om, at der har været stormfald i et område på et givet tidspunkt. Det er Naturskaderådet, som afgør, om der er tale om en erstatningsberettiget skadebegivenhed.

Når Naturskaderådet har truffet beslutning om, at der har været Stormfald, kan du hente en anmeldelsesformular på Naturskaderådet hjemmeside via linket "Hent anmeldesformular" nederst på siden her.

Hvordan fungerer det?
Når Naturskaderådet har truffet beslutning om, at der har været Stormfald, skal skader anmeldes til forsikringsselskabet inden udløbet af den frist, som Naturskaderådet fastsætter i forbindelse med den erstatningsberettigede begivenhed. Forsikringsselskabet registrerer anmeldelsen og sender anmeldelsen videre til behandling hos Naturskaderådet. Forsikringstager har i den forbindelse pligt til at dokumentere omfanget af skaden, og forsikringsselskabet har ret til at foretage en taksering.

Det er Naturskaderådet, som træffer afgørelse i sagen, og som træffer beslutning i den aktuelle situation.

Hvad er Naturskaderådet?
Naturskaderådet (tidligere Stormrådet) er et uafhængigt råd, som er nedsat i henhold til lov om visse naturskader (tidligere "lov om stormflod og stormfald"). Naturskaderådet er udpeget af ministeren for området og består af en uafhængig formand og syv andre medlemmer. Der er tilknyttet tre eksperter (sagkyndige) til stormrådet. De sagkyndige har særlig viden om blandt andet skovområdet. De hjælper rådet med tekniske spørgsmål i forbindelse med afgørelse af, om der har været stormfald.

Du kan læse mere om Naturskaderådet her.

Sådan anmelder du en skade
Når Naturskaderådet har truffet beslutning om, at der har været Stormfald, kan du hente en anmeldelsesformular på Naturskaderådets hjemmeside via linket nedenfor.

OBS! Linket er kun aktivt når Naturskaderådet har besluttet, at der har været et stormfald, som er omfattet af forsikringen.

Sitemap