Selskabets historie - kort fortalt

Forsikringsselskabet blev stiftet 9. november 1908 under navnet ”Almindelig dansk Gartnerforenings gensidige Ulykkesselskab”. Som det fremgår af navnet var det en kreds af gartnere under Alm. Dansk Gartnerforening som tog initiativet til stiftelsen af forsikringsselskabet.

Den egentlige baggrund var ”Lov af 27. maj 1908 om forsikringer som følge af ulykkestilfælde i landbrug, skovbrug og havebrug m.v.”. Ved denne lov blev jordbruget inddraget i den almindelige ulykkesforsikringslovgivning. Gartnerne var af den opfattelse, at deres nye selskab skulle være en service for den danske gartnerstand og give mulighed for en billig afdækning af den risiko, som man pålagde erhvervet i ovennævnte lov.

Senere kom der flere forsikringstyper som privat ulykkes- og ansvarsforsikring. - Og selskabet skiftede navn til Gartnernes gensidige ansvars- og ulykkesforsikring. I 1945 stiftede man et nyt selskab: Gartnernes gensidige storm- og haglskadeforsikring, hvis opgave først og fremmest var at forsikre gartnernes væksthuse og drivbænke mod storm-, snetryks-  og haglskader. Senere kunne man også indtegne de private beboelser.

I 1972 blev selskaberne sammenlagt og fik herefter navnet ”Gartnernes Forsikring GS”, som vi kender det i dag.

Siden er der udvidet med alle former for erhvervs- og private skadeforsikringer som fx forsikring mod produktionstab, bygningsbrandforsikring, produktansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring samt auto. I dag er Gartnernes Forsikring GS et ”full service” forsikringsselskab, hvor der tegnes alle former for skadeforsikring samt  formidling af liv- og pensionstegning til AP Pension.

Læs mere om vores 100 årige historie i vores jubilæumsskrift som du finder her.

Søg på Gartnernes Forsikring GS