God og billig bilforsikring
Hos os får du en god og billig bilforsikring
01-10-2019

Er du og din bil klar til efteråret?

Efteråret har gjort sit indtog – og med det masser af kolde, våde og mørke dage. Det kræver din opmærksomhed som bilist, så både du og din bil er beredt på efterårets udfordringer. Læs vores gode råd til alt det, du som bilist og bilejer skal have styr på, når efteråret kommer, så du er med til at gøre vejene mere sikre for dig selv og alle andre.

Som bilejer er det ikke kun mørket og det våde vejr, men også risikoen for begyndende nattefrost og derved glatte veje i den tidlige morgenstund, man skal være opmærksom på, når efteråret melder sin ankomst.

Oktober er tid til vinterdæk og efterårsklargøring af bilen
Det er derfor en god idé at give bilen et serviceeftersyn og klargøre den til efteråret og vinteren i løbet af oktober måned. Om du gør det selv, eller får værkstedet til det, er det en god idé at få styr på nedenstående tjekliste.

  • Skift til vinterdæk – FDM anbefaler, at du skifter til vinterdæk omkring efterårsferien.
  • Tjek slidmønster på dine vinterdæk, før du monterer dem. Loven foreskriver, at slidmønstret skal være min. 1,6 mm. FDM anbefaler dog, at du skifter til nye dæk, allerede når slidmønstret kommer ned på 3 mm.
  • Tjek dæktrykket, når du har monteret dine vinterdæk.
  • Tjek at alle lygter, blinklys osv. virker som de skal og er indstillet korrekt – også tågelygter.
  • Tjek dine vinduesviskere. Har gummiet revner og er slidt, er det tid til at udskifte dem. Er de fedtede eller beskidte, kan du vaske dem med en svamp.
  • Fyld op med sprinklervæske – det er en god idé at skifte til frostsikker sprinklervæske allerede nu, hvis du ikke påfylder så ofte.
  • Er det tid til rustbeskyttelse, så bestil tid nu.
  • Uanset årstid er det altid en god idé at tjekke standen på olie, kølervæske og bremsevæske i forbindelse med et eftersyn af din bil.

Bestil tid hos værkstedet i god tid
Benytter du et værksted, så husk at værkstederne ofte har travlt, når de første glatte veje melder sig, så bestil tid i god tid. Det samme gør sig gældende, hvis du skal have rustbeskyttelse – her kan der også være lang ventetid om efteråret.

Husker du at tænde baglygterne?
Husk i øvrigt, at det på denne årstid er ekstra vigtigt, at du er opmærksom på, hvis du har en bil, hvor baglygterne ikke tænder automatisk, når du kun kører med kørelys. Her er det vigtigt, at du husker at tænde baglygterne på bilen om dagen, hvis der er dårlig sigtbarhed, dvs. i tåge samt på regn-, sne- og gråvejrsdage. Mange bilister glemmer det fortsat – derfor blev det også i 2016 et lovkrav, at baglyset tænder automatisk på alle nye biler.

Vær ekstra opmærksom på mørklagte fodgængere
Når efteråret indfinder sig, aftager de lyse timer overraskende hurtigt, og pludselig er det mørkt i de timer, hvor vi typisk færdes i trafikken. Det kommer bag på mange fodgængere, som glemmer at tænke over, at de nu er stort set usynlige i mørket for forbipasserende bilister.

Det er derfor nu, at du som bilist skal være ekstra opmærksom på mørklagte fodgængere, der pludselig dukker op ud af det blå. For selvom mange er gode til at huske lys og reflekser, skal der kun en enkelt usynlig fodgænger på det forkerte tid og sted til at skabe en farlig situation.

Efteråret er sæson for påkørsel af hjorte
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er oktober, november og december højsæson for påkørsler af hjorte i trafikken. Det er derfor nu, at du som bilist skal være særligt opmærksom på dyr på vejen – særligt omkring solopgang og solnedgang.

Du kan selv minimere risikoen for en påkørsel ved at være særligt opmærksom:

  • Kører du i tusmørke eller om natten, så sæt farten ned, hvis du kører gennem skov- og markområder.
  • Det samme gælder, når du ser et ”hjorteskilt” – det betyder, at der er øget risiko for hjorte på vejen netop på denne strækning.
  • Vær ekstra opmærksom på lysende dyreøjne i vejsiden og sænk farten helt, hvis du bliver opmærksom på dem.
  • Ser du en hjort, så husk at de ofte færdes flere sammen. Risikoen for, at der kommer én til, er derfor stor.

Hvis uheldet er ude og du påkører et dyr, er det vigtigt, at du holder ind til siden, vurderer skadens omfang og ringer efter en dyreambulance, hvis dyret er skadet. Dyrenes Beskyttelse, som rykker ud, hvis et dyr er såret, giver følgende råd:

  • Ring 1812 hvis dyret er såret - også selvom dyret er løbet væk.
  • Bliv på stedet - hvis 1812 ved hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp.
  • Hold afstand, så dyret ikke stresses.
  • Ring til Falck, hvis dyret er dødt.

Undgå selvrisiko ved påkørsel af større dyr
Påkører du et større dyr, som forårsager en skade på din bil, er skaden sædvanligvis dækket af din kaskoforsikring. Normalt vil du dog blive opkrævet en selvrisiko.

Hos Gartnernes Forsikring har du dog mulighed for at tegne en selvrisikoforsikring, som fritager dig helt for selvrisiko i en lang række tilfælde, herunder skader ved påkørsel af større dyr.

Du kan læse mere om vores selvrisikoforsikring her.

Sitemap
CloseClose