18-06-2019

Klar til at køre sydpå? Forberedelse er alfa omega

Hvert år kører op imod 1,5 mio. danskere på bilferie til sydeuropas sol og strande. For langt størstedelen forløber turen heldigvis problemfrit, men for omkring 8.000 endte ferien sidste sommer i vejkanten.

Har du en bilforsikring med vejhjælp, er du heldigvis sikret assistance, men med den rette forberedelse kan du gøre en hel del for at sikre, at det slet ikke når så vidt.

De 3 typiske årsager til nedbrud på bilen
Ifølge SOS International skyldes over halvdelen af alle nedbrud mekaniske fejl på bilen. Herefter kommer punkteringer og dødt batteri. Ovenstående kan naturligvis være svært at forudsige, men mange mekaniske fejl kan forebygges ved at sørge for, at bilen har været forbi til et ferietjek hos din mekaniker. Mange værksteder tilbyder deciderede "klar til ferie tjek" på bilen, hvor din bil gennemgås forebyggende for alle de typiske årsager til nedbrud. Sørg også for at få din aircondition tjekket - det er træls at sidde i lange køer i sommervarmen uden aircondition. Men husk, at værkstederne har rigtig travlt her op til sommerferien, så book dit ferietjek i god tid.

Det kan du selv gøre
Nogle ting kan du også sagtens selv gøre. Tjek dækkenes tilstand. Tjek også standen på olie, bremsevæske, kølervæske og sprinklervæske. Og husk at være opmærksom på, at du ikke dræner bilens batteri under turen ved f.eks. at have strøm til I-pads, telefoner, navigator mm. på samme tid.

Vær forberedt på uheld og nedbrud
"Håb på det bedste, men forbered dig på det værste" er altid et godt mantra, når du kører sydpå. Selvfølgelig får I en skøn ferie, hvor det hele bare glider, ingen bilproblemer og dejligt vejr under hele ferien. Men tag alligevel dine "worst case" briller på og sørg for at være forberedt på de ting, der jo kan ske.

Vær for det første forberedt på, at der kan være lange bilkøer, så lav luft i din tidsplan, så den ikke er alt for stram - det gør det nemmere bare at tage det som det kommer - og tage køen "som en oplevelse" uden at få stress på over, at I ikke når frem til den planlagte tid. Har du børn i bilen er solskærme, snacks og underholdning en god idé. Husk også at tjekke reglerne for sikring af dine børn i autostol i de lande, du kører igennem. De kan variere meget fra land til land, og er oftest strengere end de danske regler.

Forbered dig på, hvad du gør, hvis bilen bryder sammen, eller I er ude for et uheld på vejen, så du kan holde hovedet koldt og få den nødvendige hjælp.

Tjek din bilforsikring og download Rødt Kort appen
Tjek for det første din bilforsikringspolice - hvad er dine dækninger? Du kan læse om Gartnernes bilforsikring her - her kan du se, hvad vores bilforsikring generelt dækker, herunder vejhjælp. I din police kan du se, hvilke specifikke dækninger og tilvalgsdækninger, du har. Er du i tvivl om noget, kan du altid ringe og spørge os.

Har du en bilforsikring med vejhjælpsdækning, hvilket du typisk har, hvis du har tegnet en kaskoforsikring hos Gartnernes Forsikring, har du ret til vejhjælp fra SOS International. I tilfælde af nedbrud på bilen eller uheld på vejen, kan du kontakte SOS Internationals alarmcentral døgnet rundt på tlf. +45 7010 5052.

Download "Rødt kort-appen" og få hurtig vejhjælp
Vi anbefaler, at du downloader SOS Internationals "Rødt kort-app". Den er rigtig god at have ved hånden på kør selv-ferien, og den kan sikre dig hurtig og nem hjælp, hvis uheldet er ude. Desuden har den en række andre funktioner, som kan gøre din køretur mere gnidningsfri. Med "Rødt kort app'en" kan du bl.a.:

  • Tilkalde vejhjælp med bilens nøjagtige gps-lokation
  • Planlægge ruten og bruge appen til at navigere til feriedestinationen og hjem igen
  • Få fartgrænser og landespecifikke regler for kørsel i udlandet
  • Få live trafikmeldinger, så du undgår spildtid på bilferien
  • Få gode råd til pakning af bilen

Kort om rødt kort ordningen
Bilister, der har kaskoforsikring hos de forsikringsselskaber, der er med i Rødt Kort-ordningen, er dækket for vejhjælp i udlandet.

  • Gartnernes Forsikring er en del af rødt kort ordningen.
  • Rødt Kort gælder i de 28 EU-lande og knap 30 lande uden for EU.
  • Assistancen omfatter bl.a. vejhjælp på stedet, bugsering og hjælp til at komme videre eller hjem fra ferie.
  • SOS Internationals 24/7 alarmcentral håndterer sagerne i samarbejde med et stort vejhjælpsnetværk over hele Europa.
  • Du behøver ikke længere have et rødt kort i bilen - din bils registreringsnummer er tilstrækkeligt.

Du kan downloade appen til IOS her eller til Android her.

Du kan læse mere om rødt og grønt kort her.

Sitemap
CloseClose