27-12-2019

Når nytårsfesten går op i hat og briller – sådan dækker din forsikring

Nytårsaften sætter vi traditionen tro punktum for året, der gik, og skyder det nye ind med fest, farver og fyrværkeri. Læs her, hvordan du undgår, at årets festligste aften bliver ødelagt af ærgerlige skader på bilen, huset eller dig selv og dine nærmeste. Læs også, hvordan din forsikring dækker, og hvad du gør, hvis skaden er sket.

Sådan forebygger du skader på bilen
Du kan forebygge skader på din bil ved at parkere den et sted, hvor den er mindst muligt udsat. Parker den i garage eller carport, og har du ikke den mulighed, f.eks. fordi du bor i byen, så vælg om muligt et mindre befærdet sted at parkere bilen over nytår.

Hvordan dækker min forsikring, hvis jeg får skader på bilen pga. fyrværkeri?

  • Hvis du får en skade på din bil, fordi en nytårsraket falder ned og rammer bilen, eller fordi løssluppent fyrværkeri eksploderer så tæt på bilen, at det forvolder skade, er det som udgangspunkt dækket af din bils kaskoforsikring.
  • Din bils kaskoforsikring dækker som udgangspunkt også skader som følge af hærværk.

Har du tegnet selvrisikoforsikring dækker denne desuden selvrisikoen ved såvel hærværk (af kendt ansvarlig skadevolder) som eksplosion og nedstyrtede genstande – med andre ord også de typiske skader, som opstår pga. vildfarent fyrværkeri.

Skader på hus, carport, postkasse osv.
Carporttage, udhuse, vinduer i udestuer og drivhuse er ekstra udsatte for skader som følge af nedfaldent eller løssluppent fyrværkeri nytårsaften. Ligeledes er hærværk på f.eks. postkasser, skraldespande og lign. desværre heller ikke et sjældent syn. Det kan være svært at forebygge denne slags skader, men følger du disse enkle råd, har du gjort hvad du kan.

  • Sørg for at gå så langt væk som muligt fra bebyggelse, når du skal fyre raketter af.
  • Hav en spand vand stående i nærheden i tilfælde af, at bevoksning eller andet bliver antændt af nedfaldent eller vildfarent fyrværkeri.
  • Sæt evt. et fad med vand i postkassen – en rugbrødsform med vand passer fint i de fleste postkasser, og er du heldig kan den slukke lunten, hvis du får ”uønsket post” nytårsaften. Husk at fjerne fadet igen næste morgen.
  • Flyt om muligt dine skraldespande væk fra vejen – f.eks. om i haven eller om bag huset, hvor uvedkommende ikke har direkte adgang.

Sådan dækker din forsikring skader på hus
Når du har en husforsikring hos os, dækker din brandforsikring brand og eksplosion - også som følge af fyrværkeri – og har du som flertallet af vores kunder tegnet dækning mod anden bygningsbeskadigelse, vil pludselig skade, som f.eks. nedfaldent fyrværkeri, også være dækket. Udover dit hus dækker husforsikringen også skader på tag, carporte, udhuse osv. Din husforsikring dækker også hærværk på hus, carport og din postkasse. Som altid, vil der dog være en selvrisiko i forbindelse med skaden.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg får en skade nytårsaften?
Er der sket alvorlig personskade, eller opstår der brand i hus, tag, skure eller andet, som du ikke selv kan slukke, skal du ringe 112 med det samme. Når brand- og redning har taget sig af det akutte, eller hvis der er tale om skader af mindre omfang, som der heldigvis er i langt de fleste tilfælde, skal du sørge for at begrænse, dokumentere og anmelde skaden.

Begræns skaden
Uanset skadens omfang skal du gøre, hvad du kan for at begrænse skaden. Du har som forsikringstager pligt til efter bedste evne at afværge eller begrænse skaden. Du må til gengæld ikke begynde at reparere, nedrive eller fjerne ødelagte ting, før du har aftalt det med os, medmindre dette udføres som rimelig foranstaltning til at mindske skadens omfang.

Har du brug for akut hjælp efter en skade?
Er der sket skader af større omfang, og har du brug for akut hjælp f.eks. efter en brandskade, kan du ringe til vores samarbejdspartner Dansk Industri- og skadeservice på tlf. nr. +45 70111214, som er tilgængelig døgnet rundt.

Dokumenter og anmeld skaden
Dernæst skal du straks anmelde skaden til os. Det kan du gøre ved at udfylde en skadesanmeldelse på vores hjemmeside eller ved at kontakte os på tlf. i vores åbningstid. Sørg for at tage billeder af skaden, og opbevar evt. rester, så du kan du dokumentere skaden.

Er der tale om hærværk, skal du desuden straks anmelde det til politiet. Her er det vigtigt, at du får en skriftlig bekræftelse for anmeldelsen.

Pas på dig selv og dine nærmeste nytårsaften – og husk din sunde fornuft
Vi håber, at du og dine nærmeste kommer og sikkert gennem nytåret. Husk, at ting kan erstattes, men det kan vores kære ikke. Pas derfor godt på hinanden og følg altid de 5 sikkerhedsråd omkring fyrværkeri:

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser

Du kan læse mere om de fem sikkerhedsråd og andre gode råd omkring håndtering af fyrværkeri på fyrvaerkeri.dk.

Husk, at en ulykkesforsikring ikke dækker grov uagtsomhed
Ved personskade vil det i mange tilfælde være din ulykkesforsikring, der dækker, og derudover kan der også være dækning fra en anden persons ansvarsforsikring. Det afhænger af, hvordan skaden er sket, og hvem der bærer skylden.

Det er dog vigtigt at vide, at en ulykkesforsikring som udgangspunkt ikke dækker, hvis ulykken er selvforskyldt pga. f.eks. grov uagtsomhed, beruselse, slagsmål eller deltagelse i strafbare handlinger.

Husk derfor din sunde fornuft, nytårsaften, som alle årets andre dage.

Rigtig godt nytår fra Gartnernes Forsikring.

Sitemap
CloseClose