05-04-2021

Hvornår skal jeg skifte til sommerdæk?

Foråret er lunefuldt i Danmark, og især april kan være lumsk. I sidste uge kunne vi nyde solen og tæt på 20 grader flere steder i landet, i denne uge er vi tilbage til blæst, snebyger og nattefrost. Det kan derfor være svært at finde ud af, hvornår tiden er inde til at skifte til sommerdæk.

Nedenfor kan du læse vores råd om skift fra vinterdæk til sommerdæk. Tryk på det lille plus for at folde svaret ud.

Hvornår skal jeg skifte til sommerdæk?

Det korte svar er i løbet af april. Vores råd er at vente til midt i april og samtidig lige konferere med vejrudsigten.

Det lange svar:

Fagfolk råder generelt til at skifte til sommerdæk i april, fordi dette er måneden, hvor nattefrosten og vintervejret så småt slipper sit tag. Mere specifikt er det rigtige tidspunkt for skiftet mellem vinter- og sommerdæk, når temperaturen kommer over 7 grader.

Hvornår temperaturen har tænkt sig at blive over 7 grader fra morgenstunden, når vi begiver os ud i trafikken, kan af gode grunde være svært at spå om. Venter man til midt i april, bliver oddsene bedre dag for dag. Tjekker man samtidig vejrudsigten for de kommende 14 dage, kan man få et rimelig godt bud på, hvor det bærer hen ad for resten af måneden.

Få du skiftet dæk på et værksted, kan du selvfølgelig risikere at skulle op i køen bag alle de andre, der har fået samme idé, men at vente en uge eller to med skiftet til sommerdæk er langt fra så kritisk, som når du skal skifte til vinterdæk senere på året, og risikerer at komme på glatis, hvis du er for sent ude. Derfor kan det være en god idé lige at se tiden og vejret an et par uger ind i april.

Hvorfor skal jeg skifte til sommerdæk?

Den vigtigste årsag til, at du skal skifte til sommerdæk, når temperaturen kommer over 7 grader, er et spørgsmål om sikkerhed: Sommerdæk har generelt bedre køreegenskaber, og så har de kortere bremselængde på tør vej end vinterdæk.

En anden årsag er din økonomi. For det første slides vinterdæk hurtigere end sommerdæk, så når du sparer dine vinterdæk i sommerperioden, går der længere tid imellem, at du skal købe nye vinterdæk. For det andet kan det også ses på benzinøkonomien, når du har vinterdæk på. Du bruger simpelthen mere benzin, når du har vinterdæk på.

Husk at tjekke reglerne, hvis du skal køre i udlandet

Husk, at tjekke reglerne, hvis du skal køre i udlandet. Skal du f.eks. en tur til Sverige, er vinterdæk obligatoriske helt frem til 31. marts, hvis det er vintervejr. På samme måde er der i Tyskland krav om, at du har vinter- eller helårsdæk på i vintervejr. I begge tilfælde er der særlige krav til dækkenes mærkning.

Du kan se reglerne for vinterdæk og andet udstyr, når du kører til udlandet på FDM’s hjemmeside.

Sitemap
Close