Vinterferie – her hjælper din forsikring dig, hvis uheldet her ude
22-01-2020

Vinterferie – her hjælper din forsikring dig, hvis uheldet her ude

Uanset om turen går mod varmere himmelstrøg, til de norske fjelde eller ned gennem Europa for at få sne under skiene og frost i kinderne, er det en rigtig god idé at bruge lidt tid på at sætte sig ind i, hvad dine forsikringer dækker, før du rejser.

Det er der flere gode grunde til:

  1. Så du ved, hvornår du har mulighed for at få hjælp, hvis uheldet er ude.
  2. Så dine forsikringer dækker det, du forventer, og der ikke er aktiviteter eller situationer på ferien, som du ikke har tegnet dækning for.
  3. Så du ikke overforsikrer dig med ekstraforsikringer, som du får tilbudt af f.eks. rejsebureau og udlejningsfirmaer.

Nedenfor kan du læse mere om, hvad dine forsikringer dækker på rejsen, og hvornår du har behov for særlige dækninger.

Din familieforsikring dækker skader på din bagage under rejsen
Din familieforsikring dækker dine ting, når du har dem med på rejse. Som udgangspunkt dækker forsikringen de samme ting og skader, som er dækket af din indboforsikring.

  • Når du rejser med tog og fly og tjekker din bagage ind, er den dækket ved bortkomst eller beskadigelse.
  • Rejser du med bus og medbringer bagage i bagagerummet, er den dækket ved bortkomst under selve transportforløbet, når busrejsen er et led i selve rejsen.
  • Det er vigtigt, at du melder bortkomsten/beskadigelsen til transportøren straks, du har konstateret det.

Vær opmærksom på, at din forsikring ikke dækker skader, der skyldes mangelfuld emballage eller udflydende væsker, samt almindeligt slid og ramponering af kufferter, tasker og anden bagage, som f.eks. ridser og skrammer.

Din familieforsikring dækker heller ikke tab eller udgifter ved forsinket fremkomst af bagagen. Dette er til gengæld dækket af din rejseforsikring, hvis du har tegnet den hos os.

Din bilforsikring giver dig ret til vejhjælp i udlandet
Går vinterferien nordpå eller sydpå i bil, er det rart på forhånd at vide, hvad du gør, hvis din bil går i stå, punkterer, eller du er ude for et uheld og ikke kan komme videre ved egen hjælp.

  • Har du en kaskoforsikring til din bil, har du ret til vejhjælp i udlandet via SOS International. Ordningen er også kendt som ”det røde kort” og omfatter udover vejhjælp f.eks. også bugsering, hotel, udlejningsbil, hjemrejse og hjemtransport af køretøj.
  • Har du alene en ansvarsforsikring til din bil, er du ikke omfattet af rødt kort ordningen, og i det tilfælde anbefaler vi derfor, at du tegner en vejhjælpsdækning.

Modsat tidligere behøver du ikke længere have et rødt kort i bilen. Det vigtigste er, at du altid har tlf. nr. til SOS International på dig. Vi anbefaler dog, at du downloader ”Rødt kort” app’en, som gør det endnu nemmere at få hurtig hjælp på, hvis uheldet er ude på vejen.

Du kan læse mere om SOS vejhjælp i udlandet og rødt kort app’en her.

Hvis du bliver syg eller kommer til skade på ferien
Når du rejser i Europa (EØS-landende), skal du altid have det blå EU-sygesikringskort på dig, også selvom du har en rejseforsikring. Alle i familien skal have et EU-sygesikringskort, også dine børn. Du skal desuden være opmærksom på, at kortet kun er gyldigt i 5 år ad gangen, og derfor skal fornyes med jævne mellemrum.

Derfor skal du have en rejseforsikring
Det blå kort dækker i EU/EØS-landene samt Norge, Island, Schweiz m.fl. og giver dig adgang til offentlig lægehjælp på lige fod med borgerne i det land, som du rejser til. Du vil derfor oftest være dårligere stillet, end du er vant til herhjemme. Det blå EU-sygesikringsbevis dækker f.eks. heller ikke hjemtransport mm., hvis du bliver alvorligt syg eller kommer til skade.

Det er derfor vigtigt, at du har en rejseforsikring. Du kan læse mere om, hvad det det blå kort dækker her.

Det dækker din rejseforsikring
Hos Gartnernes Forsikring tegnes rejseforsikringen som en tillægsforsikring til din familieforsikring. Forsikringen dækker dig og din familie i hele verden, hvis I bliver syge eller kommer til skade på ferien, og den giver adgang til dansktalende alarmcentral døgnet rundt. I forbindelse med sygdom og tilskadekomst på ferien, kan forsikringen desuden give dig ret til erstatningsferie eller kompensation for ødelagte feriedage.

Derudover yder rejseforsikringen hjælp i en lang række andre situationer, som f.eks.:

  • Bagageforsinkelse
  • Selvrisiko på lejebil
  • Skade på feriebolig

Har du tegnet en rejseforsikring hos os, vil det fremgå af din police, at du har tegnet ”Årsrejseforsikring”. Evt. tillægsdækninger vil også fremgå.

Du kan læse mere om vores rejseforsikring her.

Afbestillingsforsikring
Du har mulighed for at udvide din rejseforsikring med en afbestillingsforsikring. Afbestillingsforsikringen dækker, hvis du eller din rejseledsager bliver forhindret i at tage af sted, f.eks. pga. alvorlig sygdom eller tilskadekomst i nærmeste familie samt en række andre situationer.

Du kan læse mere om, hvad af afbestillingsforsikringen dækker her.

Skirejseforsikring
Hvis du skal på skiferie, er det vigtigt at tjekke, om du har tegnet skirejseforsikring. Skirejseforsikringen er en tillægsdækning, der dækker, hvis du kommer til skade på din rejse, mens du står på ski eller snowboard.

En skirejseforsikring dækker f.eks. også udgifter til lejeudstyr ved forsinket bagage og refusion af udgifter til lejet udstyr og liftkort ved ødelagte feriedage.

Du kan læse mere om, hvad af skirejseforsikringen dækker her.

Har du behov for medicinsk forhåndsvurdering?
Din rejseforsikring dækker kun akut opstået sygdom eller skade, når du rejser. Derfor kan det være vigtigt at få en medicinsk forhåndsgodkendelse, hvis du f.eks. er blevet syg eller er kommet alvorligt tilskade inden afrejse, eller hvis du har en kronisk sygdom. Du kan læse mere om medicinsk forholdsvurdering her.

Hvis uheldet er ude – nyttige links og telefonnumre
Det er altid en god ide at have vigtige dokumenter og nødnumre ved hånden. Har du tegnet rejseforsikring hos os, har du fået tilsendt et ”Årsrejseforsikringskort ” i forbindelse med oprettelse af forsikringen. På det fremgår dit policenr. og tlf.nr. til SOS. Det er en god idé at medbringe det på din rejse. Har du mistet det, bør du kunne finde det på ”Mine sider” eller i din e-Boks under beskeder fra Gartnernes Forsikring.

Her er de vigtigste telefonnumre og links, som du kan få brug for:

  • SOS International alarmcentral: Tlf. nr. +45 38 48 91 61
  • SOS Vejhjælp i udlandet: +45 70 10 50 52
  • Download ”Rødt kort” app til IOS her
  • Download af ”Rødt kort” app til Android
  • Anmeld skade vedr. ferierejse her
Sitemap