Kontanter og let omsættelige værdier som dyr elektronik, smykker og designertasker er lækkerier for lommetyve. Det handler derfor om at lade være med at friste svage sjæle ved at flashe de dyre fristelser unødigt.
- Tag kun få kontanter med – betal i stedet med kreditkort
- Hav din telefon tæt på kroppen, f.eks. i inderlommen eller en lynet forlomme
- Hav ikke værdier i bukselommer eller åbne jakkelommer – brug en taske med lynlås
- Læg aldrig din telefon eller pung fra dig – heller ikke i kort tid
- Gå flere sammen – og hold jer sammen
- Hav jakker og tasker tæt på jer, når I spiser – og hold øje med dem
- Tag ikke for mange dyre ting med på Blå mandag – glæd dig over dine nye ting en anden dag
- Vær opmærksom på, hvad der sker omkring dig, når du betaler eller åbner din taske
- Sker der noget mærkeligt omkring jer, eller er der optræk til ballade, så gå væk fra stedet og bliv sammen
- Skal I ud at shoppe, så lav en aftale med dine eller andres forældre om at mødes, inden I skal videre, så de kan opbevare tingene for jer.
Husk, at Blå mandag handler om at have en festlig dag og få en masse gode oplevelser. Hjælp din teenager med at have så få værdier på sig som muligt, så de har mindre at bekymre sig om – og ikke mindst er mindre udsatte.
Lad din teenager vide, at de altid skal ringe eller komme til dig - eller evt. en anden forælder - hvis de opdager, at de har fået stjålet noget, så I kan hjælpe, f.eks. med at spærre kort m.m. Og husk i øvrigt at fortælle dem, at mennesker er vigtigere end ting – det er aldrig værd at udsætte sig selv for fare for at beskytte eller få sine ting tilbage.
Hvis din teenager skulle være så uheldig at blive udsat for lomme- eller tasketyveri, er det vigtigste, at du først sikrer dig, at dit barn er ok. Herefter kan I sammen få et overblik over, hvad der er sket, og hvad der er stjålet.
Det skal du gøre:
- Sørg for at sikre dig, at din teenager er ok. Selvom det ”bare” er et lommetyveri, er det ikke en rar oplevelse.
- Få et overblik over, hvad der er blevet stjålet.
- Har din teenager fået stjålet sit kreditkort, så kontakt bankens døgnservice med det samme for at få kortet spærret.
- Snak herefter stille og roligt om, hvad der er sket, og om dit barn eller andre har set, hvad der skete eller har bemærket noget mærkeligt eller mistænkeligt.
- Har dit barn fået stjålet andre kort, der kan misbruges, f.eks. rejsekort, så spær også disse.
- Har dit barn fået stjålet sin mobiltelefon, kan du få SIM-kortet spærret hos jeres telefonselskab.
- Når du har dannet dig et overblik over, hvad der er stjålet, skal lommetyveriet anmeldes til Politiet. Det kan gøres online på politi.dk.
- Herefter skal du anmelde det til dit forsikringsselskab. Husk, at du altid kan ringe til os, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
- Hvis dit barn har fået stjålet husnøgler sammen med oplysninger om adresse, anbefaler vi at få udskiftet låsene i huset.
Hvis din teenager har fået stjålet sygesikringskort eller andet, hvor personnummer eller andre følsomme oplysninger fremgår, så vær ekstra opmærksom på mistænkelige hændelser i den efterfølgende tid, som kan tyde på identitetstyveri.
Hvis du mistænker, at dit barns personnummer eller andre personfølsomme oplysninger er blevet misbrugt, kan du kontakte vores ID-sikring, som er en del af din familieforsikring. Her kan du få råd og vejledning til, hvordan du skal forholde dig samt hjælp til at begrænse skaden.
Læs mere om vores ID-sikring her.